af den Stangske Invit („Broderhaanden“): Konsulatsagen skulde kunne ordnes i Forbindelse med en Omordning af den hele Udenrigsstyrelse.[1]
Storthinget kunde herved intet gjøre. Det havde ikke engang Myndighed til at beslutte noget, hvorved en konstitutionel Rettighed blev opgivet. Den 17de Marts vedtoges Løvlands Dagsorden:
„I Tilslutning til Storthingets enstemmige Adresse af 23de April 1860 fastholder nærværende Storthing Norges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke i Rigsakten er betegnede som unionelle, og hævder i Overensstemmelse hermed, at Storthingets Beslutning af 10de Juni forrige Aar maa blive at behandle udelukkende af norsk Statsmyndighed og denne Saf at afjgøre uafhængig af andre fra svensk Side i Protokol af 14de Januar dette Aar reiste Spørgsmaal.“
I Henhold til Overenskomsten fra 1892 fremlagde saa Regjeringen 10de Junibeslutningen paany. Dette kunde efter Protokollen af 14de Januar paa ingen maade undgaaes, hvis man ikke vilde faa Udseende af i Handling at indrømme den svenske Indblandings Ret. Ved enig Optræden kunde Nationalforsamlingens Beslutning sættes igjennem; Ansvaret for et Nederlag maatte komme til at paahvile dem, der svigtede.
Høire svigtede, og med Høire de moderate.
Paa Protokollen af 14de Januar mente Stang at kunne danne Regjering, skjønt han ikke havde Flertal i Storthinget. Kongen kunde nu trygt fortsætte sin Modstand. Steens Ministerium
fratraadte. Og Høires Fører dannede sin Regjering
- ↑ Ogsaa Rigsdagen sluttede sig til Protokollen af 14de Januar uden dog at have villet udtale sig om Spørgsmaalet fra et konstitutionelt eller retsligt Synspunkt. (Erklæring af Landtmannapartiets Fører Jonsson i Hof.)
