Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/74

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Forslaget blev forkastet med 70 mod 44 Stemmer, og istedet vedtoges Lunds Dagsorden, der krævede Tilfølgetagelse af 10de-Junibeslutningen og udtlate Tillid til Ministeriet Steen. „Inviten“ blev dog, som vi skal se, forstaaet.

Kongen, vildledet af lovløse Raad, vedblev sin Modstand, men anmodede Ministertiet om at udsætte Sagen og indtil videre blive staaende. Storthinget udtalte (Michelsens Dagsorden): „Da Landets Interesser kræver, at den nuværende Krise snarest muligt bringes til en Afslutning, henstiller Storthinget til det Steenske Ministerium at efterkomme H. M. Kongens Anmodning om at tage de fremlagte Afskedsansøgninger tilbage samtidig med, at Konsulatsagens Behandling udsættes indtil videre.“

Ministeriet gjenoptog da Regjeringen, dog under de udtrykkelig udtalte Betingelser, at Spørgsmaalet fremdeles blev at behandle i norsk Statsraad, at Sagen skulde op igjen til næste Aar, og at Regjeringen selv i saa Henseende skulde have Initiativet.

————————

Men Høire fortsatte sin Agitation, og Ophidselsen i Sverige holdt sig.

Hvad man forrige Aar havde truet med, blev nu til Handling. I Protokol af 14de Januar (Kielertraktatens Datum) 1893 udtalte Udenrigsministeren, at en Opløsning af Fællesskabet i Konsulatvæsenet var et Anliggende, hvorover Norge ikke kunde beslutte selvstændigt; dt maatte behandles efter § 5. Efter Moursunds Dagsorden var ingen Misforstaaelse mulig: det var selve Norges konstitutionelle Ret, som blev fornægtet. Det diplomatiske Fællesskab erklæredes overhoved for et „Unionsvilkaar“, — og saa kom Modtagelsen