Derfor ønsker Sverige fælles Behandling ikke blot for virkelige Fællessager, men ogsaa for de Sager, der direkte angaar det ene Rige og kun indirekte det andet, medens norsk Standpunkt altid var, at alene de Sager er fælles, som direkte angaar begge Riger, og hvorover altsaa Beslutning kan udfærdiges „ved en for begge Riger fælles Expedition“[1]. Det er dette Standpunk, det norske Høire siden 70-Aarene har forladt. Og naar nogen i det mindre Land vil være med paa at udvide Fællesskabet, — da skal man i det samme Land begynde at tage sig i Vare.
Unionsparlament var ikke foreslaaet. Men, som den svenske Statsminister udtalte i sit Foredrag af 12 Septbr. 1868: det unionelle Statsraad maatte drage det unionelle Storthing efter sig. Sverige kunde „rolig afvente det Tidspunkt, da Spørgsmaalet om Fællesrepræsentation vilde blive vakt fra norsk Side«[2]. Med Hensyn til Forsvarsvæsenet skulde saa meget fastsættes ved unionel Lov, at de enkelte Rigers Myndighed i dette Hovedanliggende vilde blive særdeles indskrænket. Diplomatiske Sagers Behandlig skulde udtrykkelig overlades til Sverige. Det var over Ordningen af dette Anliggende, at der fra norsk Side var ført Klage. Unionsfoslaget svarede paa denne Klage ved lovformelig at fastlaa den Ordning, hvorved Nordmændene følte sig saa brøstholdne. Saa meget opnaaede vi — for alt, hva vi opgav.
I sin Helhed var Forslaget et ret godt Udtryk for den Opfatning, der vilde, at „Sverige skulde spille ørste Violin i Foreningen, og at
Norges Kræfter skulde stilles til Sveriges Raadig-
