Fædreland. Og ingen kan kræve ham til Regnskab for norske Sagers Skjæbne.
Statssekretær P. C. Holst fik Fuldmagt til at underhandle paa Norges Vegne. Fra engelsk Side mødte en Hr. Denowan. Men da denne blev spurgt om sin Fuldmagt, havde han ingen. Han erklærede, at han kom som Repræsentant for de engelske „Kjøbmænd“; den britiske Minister agtede aldeles ikke at forhandle med Norges Finansdepartement. P. C. Holst besvarede denne Uforskammethed med at bede sig fritaget for sit Hverv, og Finansdepartementet indvilgede hans Andragende.
Men saa megen Stolthed var der ikke hos Norges Konge. Efter den svenske Udenrigsministers Raad gav han efter paany. Som Grund angaves ligefrem Norges Svaghed. Holst fik Paalæg om at forhandle med Denowan og maatte bøie sig, hvor nødig han vilde.
Af Denowan mødtes han med Hensynsløshed og Haan. Repræsentanten for de engelske Smuglere blev hovnere i sin Optræden og strammere i sine Fordringer, „alt som han fandt Vedkommende eftergivende eller rettere svag; det var jo i sin Orden“. (P. Motzfeldt). Han var ligefrem grov i sine Beskyldninger mod den norske Regjering. „Det er umuligt at tænke sig, at en saadan Adfærd og en saadan Sag kunde finde Medhold i nogen civiliseret Stat“, udtaler Protokolkomitéen af 1827. „At en Konge, hvis Mod og Kraft Europa har beundret, og et Folk, som altid bar et hædret Navn i Historiens Aarbøger og hos fjerne Nationer, skulde saaledes ei blot tvinges til at betale dem, som havde trodset Lovene, krænket Territorialrettigheden og den offentlige Sikkerhed og udøvet Vold og Ran, men enda tillige lade sig
