udarbeidet efter de optagne Forhør og andre embedsmæssige Indberetninger, tog han intet Hensyn til; den blev neppe engang den engelske Minister meddelt. Mod Norges Embedsmænd udslyngedes de haardeste Beskyldninger; de var ulydige, uretfærdige, uærlige. De norske Domstole beskyldtes for Partiskhed. Regjeringen, som hele Tiden søgte at imødekomme de engelske Krav saa langt som det med nogen Rimelighed kunde ske, ja længer, fik høre, at den modvilligt forhalede Sagen og viste sig illoyal. Vilde Norge ikke strax bøie sig for de engelske Krav, saa kom England til at hævne sig paa Norges og Sveriges Handel. Saa længe blev Kongen paa denne Maade bearbeidet, til han gav efter og mod sin egen tidligere Beslutning frafaldt den restlige Undersøgelse. Sagen blev overgidt til diplomatisk Behandling og var dermed for vort Vedkommende tagt. Thi ved Forhandling kunde naturligvis den sterkere Magt tiltvinge eller tiltrue sig omtrent hvad den vilde, — naar den fik Hjælp ogsaa af „vor“ Udenrigsminister.
Sagen blev fremmet med febrilsk Hast. Storthinget skulde møde om ganske kort Tid; men det kunde man ikke vente paa. Ei heller blev efter Grundlovens Bud Betænkning indhentet fra den norske Regjering. Den engelske Udenrigsminister krævede Sagen ordnet, før Parlamentet fik fat i den; ellers kunde den blive brugt som Vaaben mod det Ministerium, hvoraf han var Medlem. Og Sverige vilde gjerne indynde sig hos den engelske Regjering. Derfor blev Norges Interesser ofrede. Det vil i vanskelige Tilfælde let gaa saa. Den svenske Udenrigsminister maa naturligvis altid først tænke paa Sverige. Norge er jo ikke hans
