den Misnøie. Med Sveriges under Foreningen tiltagende Kraft begyndte Svenskerne at undre sig over, at de i 1814 havde været saa „eftergivende.“ Det maatte have været „Høimodighed“. Men havde man været høimodig, saa skulde Norge til Gjengjæld være taknemmeligt. Af Taknemmelighed skulde vi lade Sverige faa, hvad det i 1814 ikke havde kunnet erobre.
Der opkom en Uvilje mod Norge. Ligesaa opstod en vis Uvilje mod Karl Johan. Man syntes, han havde snydt Sverige. Ikke havde han skaffet det Finland tilbage, og heller ikke havde han tilveiebragt nogen Erstatning. I Virkeligheden havde Karl Johan bare tænkt paa sig selv og sit Dynasti.
Karl Johan fastholdt dog foreløbig Foreningen som den var bleven stiftet. Den var jo hans „eget Værk“. Mulig europæisk Indblanding var ham hellerikke tilpas, især saalænge han endnu bare var „Tronfølger.“
Men siden 1818, da han ved Ruslands Beskyttelse i Fred og Ro havde kunnet bestige de forenede Troner, blev hans Holdning overfor Norge mere vaklende. For at befæste sin Stilling i Sverige maatte han i nogen Grad give efter for det Tryk, der fra storsvensk Hold øvedes paa ham med Hensyn til Norge.
At saadant Tryk har været øvet kan nu bevises[1]. —
- ↑ Se f. Ex. Schinkel-Bergmans »Minnen« X, S. 214—215. Karl Johan afviste dog dengang Forsøget; Foreningen var brugbar som den var, om han end kunde ønske ugjort »nogle af de Indrømmelser, som Omstændighederne havde nødt ham til at gjøre i 1814.« — Se fremdeles: »Breve og Optegnelser af Peter Motzfeldt«, udg. af K. Motzfeldt. — I 1828 skev Norges svenske Statholder Grev Platen til Karl Johan og opfordrede ham ind-
