Side:Garborg - Haugtussa.djvu/112

«Kann hende trur du kje at slikt kann finnast?»
— det kjem eit Mistru-Drag um Munnen fjaag —;
«men meir enn ein eg veit som vel kann minnast
at slike Ting han klaart med Augo saag.
Og her i denne Bok eg ein Gong fann
du skal faa sjaa at denne Tru er sann.»

Det er so knapt ho kann si Glede styre.
Att-under Stein dei sèt seg baae tvo;
her Ku og Smale gjeng so godt i Ro,
so no dei kann seg trygt med Kunnskap hyre.
Ho ser paa Jon mjuk i sitt Augnelag.
Att Dreng kann vera ven ho veit i Dag.

Han les i Boki svart som bakt i Jord,
og d’er visst lengi sidan dèr han stikta;
der stend um Nykk og Troll med reine Ord;
og daa me veit det kann kje vera dikta.
Kvart Ord ho syp, og lyder trutt og ant,
og lær og ropar: «sjaa um d’er kje sant!»

No kann dei lengi nok faa læ og flire;
det stend i Boki; og han Jon det trur.
- So glade sìt dei saman der i Urd,