lagde ham over en Bænk og bankede ham dygtig; derpaa sagde hun til Konen: »Dersom han slaaer Jer en anden Gang, saa lad mig det vide! jeg skal strax være ved Haanden og betale ham med samme Mynt.« Hun fik Ansættelse ved Hospitalet, hvor hun var til stor Gavn, da hun var stærk nok til at løfte og bære de Syge.
Du mindes vel neppe Madame Hoel, kjere Broder; hun var saa net og saa yndig, at det gjorde godt at see paa hende; hun havde bragt sin Mand en betydelig Formue, som han havde forødt, nu var hun Enke og fattig. Hun havde en Datter, Inger, der var smuk som Moderen, og en yngre, Marthe, den lille Pige, som Henrik ikke vilde dandse med, fordi hun havde rødt Haar. Jeg hørte en Lieutenant Schnitler, der gjerne vilde gjøre sin Lykke ved et rigt Giftermaal, spørge vor Fader, om han kjendte en ret riig Pige her af Byen. Vor Fader svarede: Jomfru Hoel. Lieutenanten loe og sagde: »Nu spaser De.« »Nei, det er mit Alvor,« svarede Fader, »kan man da ikke være riig paa andet end Penge?«
Madame Hoel havde ogsaa en Søn, der hed Nicolai; disse Børn gik i Dandseskole med os. — Da jeg i Aaret 1809 reiste fra Bremen til Slesvig, havde jeg en Anviisning paa en Kjøbmand Uffhausen i Altona, der indbød mig til sig og sagde, at jeg skulde hos ham møde en Landsmand, en Bekjendt fra Christiania, der hed Nicolai Smith, var en af de rigeste Kjøbmænd i Altona, Capitain ved Borgerskabet og hans (Uffhausens) bedste Ven. En smuk ung Mand kom mig imøde og tiltalte mig som en Bekjendt. Jeg maatte sige, at jeg ikke kjendte ham eller nogen Nicolai Smith. »Kjender De da Nicolai Hoel?« sagde han og fortalte mig, hvorledes han, tolv Aar gammel, var gaaet ombord paa et Skib som Cahytdreng, og hvorledes Lykken havde været ham gunstig. Han havde antaget Navnet Smith, fordi dette Navn havde været hans Moders; for hende havde han arbeidet, men hans store Sorg var, at han ikke havde kunnet dele sin Lykke og Velstand med
