Morten fik et Embede ved Hoffet i Kjøbenhavn, han blev gift med en elskværdig Dame, og han vedblev at være yndet af alle, ogsaa af de kongelige Personer. En Dag sagde Dronningen til ham: Hvorfor faaer man aldrig Deres Kone at see? jeg ønskede at gjøre hendes Bekjendtskab. — Deres Majestæt er altfor god; min stakkels Kone har en Naturfeil, der gjør hende undseelig for at træde frem, hun vover aldrig at vise sig ved Hoffet; hun er saa tunghørt, at man maae skrige himmelhøit, om hun skal høre det. — Jeg kan godt tale høit, sagde Dronningen, og jeg vil med det første besøge Fru Scavenius. — Morten sagde derpaa til sin Kone: Nu har da Dronningen faaet et forbistret Indfald, hun vil komme hid at besøge Dig. — Ih, det er jo en Glæde og en stor Ære, kjere Mand. — O javist, dersom der ikke var en uheldig Omstændighed derved. Dronningen er saa døv som en Blok, man maae skrige ind i Øret paa hende. — Er vor Dronning tunghørt? det har jeg aldrig hørt. — Nei det troer jeg nok, der skal ingen vide det, hun bliver meget vred, naar man lader sig mærke dermed. Kommer hun, da vær klog, tal saa høit Du kan, men lad Dig ikke mærke med, at Du troer, det er nødvendigt. Dronningen kom; Fru Scavenius talede saa høit, som hun formaaede; Dronningen gjorde det samme. Da de begge næsten havde skreget sig hæse, sagde Dronningen: Fru Scavenius, De behøver ikke at tale saa høit til mig, jeg er ikke tunghørt. — Jeg veed, at Deres Majestæt — men jeg — Ja, at De er tunghørt, har Deres Mand sagt mig. — Jeg er ikke tunghørt, sagde Fru Scavenius. — Og jeg ligesaalidt, sagde Dronningen. Deres Mand har drevet Spas med os begge; vi ville lade, som om ingenting var foregaaet mellem os; hils ham fra mig, og besøg mig snart! vor Samtale skal være lige behagelig, om vi ikke istemme saa høie Toner.
Morten Scavenius var den kjerligste Ægtemand, og da hans Hustrue havde bragt ham en Søn, var hans Glæde saa stor, at han nødig vilde forlade disse to et Øieblik,
