men Barselvisitter indfandt sig hos Fru Scavenius fast den hele Dag, og da turde intet mandligt Væsen være tilstede i Barselstuen, og naar Morten indfandt sig hos sine Kjere, saa blev han strax viist ud. En Aften blev han vaer, at ingen Visitter var der, og han skyndte sig derind, men neppe var han kommet ind, før Jordemoderen fornam, at en Visit var i Farvandet, og opfordrede ham til at forlade Værelset. Men istedetfor at gaae steg Morten op i Sengen og lagde sig under Dynen ved Siden af Barselkonen. Hun fik netop Tid til at kaste en liden Hovedpude over hans Hoved, da den fremmede Dame traadte ind. Conversationen varede temmelig længe, og Morten begyndte at kede sig. Han gav nu fra sig en uhyggelig Lyd, og den fremmede Dame, som naturligviis troede, at Lyden kom fra Barselkonen, lod, som om hun ikke havde hørt den, og vedblev at conversere; men da samme Lyd kom igjen fra velbemeldte skjulte Ven, saa stod Damen op og sagde: Jeg mærker nok, at Fruen er incommoderet , og tog Afsked. Da hun var borte, sprang Morten med høi Latter op af Sengen. Men Fru Scavenius sagde: Morten, hvor kan Du ville gjøre mig saadan Skam? — og Morten sagde: Nu har jeg lært Dig, hvordan Du skal bære Dig ad for at blive dem qvit.
Her ender Sagnet om Morten Scavenius.
Da Kronprinds Fredrik i 1788 var i Christiania, besaae han Alunværket, som dengang tilhørte den gamle James Collet. Han saae noget rødbrunt Alunvand i en Grøft og sagde: Dette seer ud som Krebssuppe. — Det skal jeg erindre, saa længe jeg lever, raabte Collet, at Deres kongelige Høihed har sagt, det seer ud som Krebssuppe. — Da vilde jeg ønske, svarede Prindsen, at jeg havde sagt noget klogere, siden De saa længe vil erindre det. Kronprindsen besaae ogsaa Bogstad, hvor Kammerherre Peder Anker boede. Anker havde havt en Kudsk, der hed Peder Roverud,
