større. — Nei deri tager Du feil, Kone, denne er meget større end nogen af de andre. — Det kan vi snart komme efter. — Hun tog sine Nøgler, de gik begge at aabne Sølvskabet; den store Sølvkande var der ikke mere. Dette har Morten gjort, raabte de begge. — Candidaten fik Kaldet. Moderen truede ad Morten med Fingeren: Morten! Morten! Bispen berørte aldrig Sagen.
En anden Gang saae Morten en af sine bedste Venner med nedslagen Mine, og holdt ikke op at trænge ind paa ham, førend han fik at vide, hvad der fattedes ham. — Naar Du endelig vil vide Aarsagen til min Tungsindighed, Morten, saa er det den, at jeg er saa forlibt, at jeg er nær ved at gaae fra min Forstand. — Og hvem er da din Dulcinea? — Her nævnte Vennen en ung, meget smuk, meget behagelig og meget riig Enke i Christiania. — Jeg seer ingen Ulykke heri, sagde Morten, Du er en brav Karl, og en smuk Karl, det vil vistnok lykkes Dig at vinde hendes Kjerlighed. — Ak, var hun kun ikke saa riig! — Nu, hvad skader det? — Aldrig vover jeg at bede om hendes Haand; hun vil troe, at jeg, som intet eier, tragter efter hendes Penge, hun vil foragte mig. Rige og anseete Mænd beile til hende; hun vil vælge en af dem, jeg skal see dette, og — det er til at blive gal over! — Nei, det skal ikke skee, baade hun og hendes Penge skulle blive dine. — Morten, jeg siger Dig alvorlig, gaae ikke hen at spille en af dine Uglspeil-Streger! dette er en alvorlig Sag, gaae ikke hen at bilde hende noget ind! — Jeg skal ikke sige hende et Ord, der ikke er den rene Sandhed; kom til mig imorgen Ettermiddag Klokken fire! min Fader er reist paa Visitats, Du skal gjøre, hvad jeg siger Dig, og har Du mindste Betænkning derved, saa lad det være; men Du skal see, det er det uskyldigste af Verden. — Vennen kom, og Morten førte ham op paa sin Faders Studeerkammer, lod ham trække Kjolen og Støvlerne af, gav ham Faderens vaterede Slobrok, Tøfler og Papahue paa, trak den magelige Lænestol frem, lagde Røgelse paa Ovnen, satte et
