men da jeg ikke er istand dertil, saa bad jeg mine Cammerader hjelpe mig. —
Sagnet beretter nu intet mere om Morten, førend da han var tyve Aar gammel og kommen tilbage til Forældrene som Student. Han havde faaet sine Examina med Udmærkelse og var yndet af alle dem, der saae ham. Hans største Glæde var at hjelpe Nødlidende, og nåar han saae et bedrøvet Ansigt, da maatte han komme efter, hvad der fattedes Personen, og nu hvilede han ikke, før han havde hjulpet eller opmuntret den Lidende. En Dag saae han en theologisk Candidat, der var hans gode Ven, med et bedrøvet Ansigt. — Siig mig, hvad der fattes Dig ! maaskee kan jeg hjelpe Dig. — Du er meget god, Morten, men her kan Du neppe komme mig til Hjelp. Du veed, det Præstekald jeg søger, var jeg temmelig vis paa at erholde; der er kun een foruden mig, der søger det, og jeg har meget bedre Charakteer ved Examen end han, og jeg er desuden bedre kjendt og yndet af din Fader end han. — Nu, din Nar, saa faaer Du jo Kaldet. — Nei, jeg faaer det ikke. Den anden Candidat har igaar sendt din Fader en stor Sølvkande til Foræring, og nu begriber Du vel, at han faaer Kaldet. — Kan da ikke Du ogsaa sende min Fader en Sølvkande? — Det maae jeg vel lade være, Du veed, hvor fattig jeg er. — Du skal faae en Sølvkande af mig. Vær hjemme paa dit Værelse iaften! jeg bringer Dig den. — Det var en let Sag for Morten at faae fat paa sin Moders Nøgleknippe. Han tog den største Sølvkande ud af Skabet; da det var bleven mørkt, bragte han Candidaten den. — Gaae nu imorgen tidlig til min Fader med Sølvkanden, og gaae ikke fra ham, førend han har lovet Dig Kaldet. — Candidaten gjorde, hvad Morten sagde ham. Bispen blev meget glad og lovede Candidaten med Haand og Mund, at han skulde faae Kaldet. Da Candidaten var gaaet, kaldte Bispen paa sin Kone: See engang, Moer, hvilken Sølvkande! en saa stor en have vi dog ikke før. — O jo, vi have en, der er ligesaa stor, om den ikke er
