kunna sjaa dei. Aa ette so ho kuna skjønø saa bar dæ paa Moastøl’n mæ dei. – Dæ æ gjednast, at Haugafølkø buførø ei aattø Daga ell vælsaa fere hino paa Støl’n; men koma heimat taa Støle ei aattø ell fjurt’n Daga ette hino. – Ei Gøng o Haust’n ette dei haddø buført heimat taa Støle, va Tenistgut’n aat Manne der i Moa burti Fjelle aa fiska i eit Vat’n der, aa daa laag han paa Moastøle ei Nat, aa saa va dæ hass Meining at ’n vildø vera tile aat o Mørgon for aa koma i Ti’n aat Vatne; men likøvel saa haddø ’n sovna saa tungt, at Sole va aavkaami; daa kom dæ ett Kvendfølk aa let up Sælsdøre aa roftø: „Sylsfæst! no søvø du førlængji,“ aa dæmæ skræltø o atto Døre aa gjek sin Væg. Gut’n sprang up, aa sættø paa Døre ette ’n, aa daa saag’en ei heilø Bufør, so reistø heim igjønø Stølsvægen aa eit Kvendfølk so haddø saa langt veent Haar, gjek fere Bufør’n aa kalla, aa ein heelvoxin Gut gjek ette o aa jaga paa. Aa dæ maattø vera Haugabufør, maaveta, for dæ va længji sia dei vøro heimatbuførde, dei, so støla der.
Dæ va no dæ dæ; men e ska fortælja dikka eit Anna, so hendø se mæ Manne i Moa ei Gøng han va te Bær’n, so æ sjile plænt sant. Fa’r hass Eirik i Moa, sigla te Beer’n paa ei Jagt mæ Bo’r og Planka. Daa’n haddø losa in Farmøn[1] aa kjøft atpaa dæ, so ’n vildø hava heimat, aa va færigø te aa siglø, kom dæ te o ein Kar, aa ba um aa faa fyljy o paa Jagt’n heimat. Ja sa denne, essø du ’kji har nokon Førning; men e æ saa førlasta, at Jagte mi sletinkji bærø meir ell dæ so æ. – Jau sa Karn, e har nok noko e mæ; men e ska innøstaa før di, at Jagte bærø, aa at Heimreisa ska gaa gøt ess e faar vera mæ. – Kor eigø du heimø daa? sa Man. Aa e æ din nemmastø Granne, sa denne; me ha vøre Granna i
- ↑ Ladning.
