meintø slaa sunt Huvuø paa o. Hiin, han kunna fiktast han maaveta; han bukka ne Huvuø sit før Slage, saa dæ ’kji naaddø o. Den Arø haddø lagt saa stærst te, at ’n dreiv aat Jor’n mædisama at ’n inkji raaktø. Hiin benytta dæ Øgd’nblekø, aa lægg te o mæ Slagsvære sino, saa at Huvuø hass dansa langt burt paa Marke. Der laag Storkjæmpa. Daa va dæ førbi mæ Skrytyngen. Daa vart dæ ein førnya Glæ i Kungsgare, aa støstø Gle’in vart paa Kungsdøttin, so no fæk den, o gjednø vildø ha te Man. Bryllaupø aat desse Tvau vart beramma aa helde, so sædvanle i dei Ti’n, i firø fjurt’n Daga, aa sia fingo dei Hælte taa Kungørikjie, soleis so Kungen haddø løft dei, aa saavidt e veit levdø dei herle aa væl. Aa foro ’kji dei væl, saa vilja me fara væl.
I Lærdals Prestøgjæld i Bær’ns Stift æ dæ ei Anexø, so kallast Aardal, aa i dei Anexun æ dæ ein Gar, so kallast Moin, ta di ventøle, at ’n liggø ataat ein Skogamo ell langø Skøgahaug aa kallø. I dei sama Hauge haddø ’kji aleinø Følkø der i Moa, men mange Are, baade høyrt aa se’t Haugafølk. Ei Gong, trast før dæ lei te aa buførø paa Støl’n, saag Kjæringe hass Eirik i Moa, at dæ vart upleti ei Dør i Hauge, ganskø tet ve Gar’n, aa der kom dæ ut eit Kvendfølk, aa hona hulla slike sine Bulaatta; aa trast kom dæ ein storø Bøling ut igjøno sama Døre mæ storø, finø aa feitø Krøtør, aa dei ræktø ette ’n upigjøno Moahaugen aa toko radnø Stølsvægen saa langt so ho
