so rei fere Kungen, han prøvdø aa rørø sagte ve’n. Han vakna, rende up aa fata Klubba, aa likøso vilja lagt aat o, aa spordø: Kæm æ dæ, so æ saa dristøgø, at ’n tøle vækji me? Aa kjærø, hølt! sa denne, e æ Kungens Førriar, aa her æ oksaa Kungen sjøl, me era daa nøygde te aa slæppø fram. Kungen gjek daa fram te o, aa sa dæ: Æ du saa mægtigø Kjæmpø, so du gje de ut fere, daa ska du bli herle antakin hjaa me; men befindst dæ, at du lygø, saa ska du faa ein jammørle Dau. No ska du vera mæ me heim, sa Kungen, saa vil e seta ei Prøvø paa de. Aa ja, denne vart mæ aat Kungsgare, aa der vart ’n sættø tebors i Lag mæ alle dei førnemstø aa vældignastø Kjæmpo, so va hjaa Kungen. Kungen sættø se sjøl i Hæksætø aa saa sa ’n dæ: Her grasera noko villø Dyr i mit Land, dæ æ ein Einhørning, ein Kvitobjød’n, aa eit forskrækkile stort Villsviin; den, so kan øyølægji dei, han ska faa Døtte mi te Ægtø, aa Hælvødeild’n taa mit Land og Rikji. Ingjin truddø se te; men denne sa dæ: Vil Kungen høldø sit Or, saa tækø e me paa aa drepa dei. Ja, sa Kungen, mit Or ska e høldø; men kan du ’kji ovørvinnø dei, aa ’kji dei drepa de, saa ska du hængjast i den høgstø Gælgji, so finst i mit Land. Kungen aa tolv Kjæmpo, so vøro testæis, la sina Hænda paa Klubba hass, te eit Vetnisbyrd paa, at han va samtyktø mæ Kungen um dæ. Saa va dæ daa ein, so skuldø synø o, kor Einhørningen uppøhelt se. Han fyldø o burt i ein storø Skog, aat eit Tre, so kallast ei Lind. Her pla ’n sikkørt koma ei Gøng kor Dag; e tøle inkji biø længør sa ’n, aa to Sprangø atiendø. Denne Kjæmpa haddø daa faat eit Svær hjaa Kungen, aa Klubba si den haddø ’n maaveta. Mæ dei Ambøn klauv’n uppi dæ storø Lindøtreø for aa uppøbiø Einhørningen. Dæ vart inkji længji før ’n kom, aa vart varø desse, so sat uppi Tree. Han rendø saa stært aat Linden, at ’n trøktø Hødnø sit ini Linde, aa vart saa hængandis taa ’n
