alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn: E frelstø Livø hass, han laag i ei Maurøtubbø, aa dæmæsaa sløngdø ’n se ovør Hals’n min aa seie, at’n vil drepa me før Omakø. Ja, sa Mærre, e faar nok veta, at dæ gamlø Orspraakø æ sant e. For ha e hat møngø finø Føl, aa drage mangt eit tungt Lass, aa vøre te storø Nyttø; men no bjøø dei me ei blaaø Kulø i Skallin før Omakø. Ja, høyr no, sa Ørmøn, no sting e de ihæl. Nei, sa Man, me faa gaa eit Stykkjy te, dei sea væl inkji alle saa. Aa ja eit Stykkjy derifraa, komo dei te ei gommolø Kjyr. Høyr du gamlø Mo’r! sa Man, æ dæ sant, at alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn, e redda Livø hass, han laag i ei Maurøtubbø, aa Maurad’n ha sikkørk drepe ’n, men e redda ’n mæ kvitø Stave mino; men no vil han drepa me for Omakø! Ja, sa Kjyre, e faar saa finnø e, at dæ Orspraakø æ sant. Før ha e børe mange gjilde Kælva, aa mjølka dygtigt; men no bli e bøi ein blaaø Øxøhamar i Skallin før Omakø. Ja, høyr no, sa Ørmøn, no dræp e de. Nei, sa Man, me faa endno gaae eit Stykkjy, heyr e daa dæ sama, saa faar dæ væl saa skje. Saa komo dei te ein Røv. Høyr du Røv! sa Man, du æ no saa klokø paa allø Ting du? Æ dæ sant, at alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn, so e bærø ikring Hæls’n. E frelstø Livø hass. Han laag i ei Maurøtubbø, aa Maurad’n ha no snart drepe ’n, men e to ’n paa Staven min aa kastø ’n or Tubbun, aa han kasta se ovør Hæls’n min aa seie, han vil stingø me ihæl før Omakø. Ja, sa Røven, no ska e vera Dommar i myljo dikka e; men de maa løva me dæ baae tvo, at de vilja taka ve den Dommen so, e fælle. Aa ja, dæ løvdø dei. No ska e seta me paa ein Stein, aa du Man ska seta de paa ein Stein, aa Ørmøn ska lægji se paa ein Stein. Aa ja dæ gjordø dei. Ja no dømme e, at du Man ska ta kvitø Staven din aa slaa Ørmøn ihæl.
