arbeiddø dei paa, heilø Natte; men daa Sole kom o Mørgon
aa skjin paa storø Stein paa Slæt’n, daa førvanlas
han te ’n finø Kungsgar, aa heilø Slætte te ’n Hage mæ
alløslags Urte aa Blomstre, aa daa komo desse tryaa Prinssessud’n
ut, aa toko imot Fyro sino, aa Alt va daa hærle
aa væl. Dei gjordø daa alle dei Anstalta, so kunna tænkjas
te eit Storbryllaup: Undorøfcer’n fæk den ælstø, aa
vart Kunge ovør den støstø Deil taa Frankørikji, aa Sylatrad’n
føngo korssi taa hino, aa fingo, so sagt va, korsit
Hertukdømme; aa øllø try Pare vigdø paa ein Dag, aa
Bryllaupø heldo dei tesamøn i firø fjurt’n Daga. Saa va
’kji e mæ dei længør.
Ei Gong va dæ ein gamalø Man, so gjek aa stauka[1] se mæ ein kvitø Stav. Saa kom’n aat ei Maurøtubbø, aa i hennø laag dæ ein Orm, aa bar se saa illø, at Maurad’n vildø drepa’n. Aa kjæro Man! sa’n, reddø me or desse Nø’n: Ræt te me Staven din aa kastø me otor Tubbun. Aa ja, Man gjordø saa. Trast sløngdø Ormen se ikring Hæls’n paa Manne aa sa dæ: ja no vil e stingø de ihæl. Ja saa, sa Man, no redda e dit Liv, aa du vil drepa me før Omakø. Ja, sa Ørmøn, ha du kji høyrt dæ, at alla goa Gjærninga sko illø lønast. Nei, sa Man, dæ kan inkji vera saa. Me faa gaae eit Stykkjy, faa me høyrø, um Alle sea saa. Aa ja dei komo daa te ei gamalø Mær. Høyr du gamalø Mo’r, sa Man, æ dæ sant, at
- ↑ støtte.
