baadø Sko’n, aa Hanskin aa Kulkjeø. Aa ja, dæ gjordø ’n; daa’n kom vart dæ sli Glee paa Kungen, so no fæk sjaa, aa tala ve den Riddarn, so haddø hjølt o i Kri. Aa Prindssessa vart no meir ell glaø før o skuldø faa denne istan før Riddør Rød, aa saa vart dæ Bryllaup. Men trast vart da Sørg ette Glee. Hest’n haddø sagt ved Gut’n: Du ska ’kji leta nokon ta me, ell stellø me a’n ell du sjøl; men o Kveld’n, daa’n va vigdø mæ Prindssessun, daa fæk inkji han Løv aa stellø Heste si maaveta. O Morgon daa’n vakna, aa tænktø ovør, ko Hest’n haddø sagt, sto ’n up, halt paaklæddø, aa gjek dit, so ’n trudde Hest’n va; men daa’n kom dit, va Hest’n burtø. Han gjek daa burt i’n storø Skog aa leitø, aa inkji fann. Paa Slutnan haddø ’n førvilla se i dei storø Skoge, saa ’n inkji vistø kor ’n va. No vart ’n baadø tystø aa svøltin, aa fraus gjord ’n, taa ’n haddø ’kji noko te Pløg paa se. Prindssessa, so no haddø vorte hass Dronning, syrdø saa urimøle, aa Alt va sørgøle i Kungsgare før hass Skuld. No la ’n se te aa søva ve ei Kjældø i Skoge, aa der drømdø’n at ’n fann Hest’n. Aa daa ’n vakna, aa haddø leit ei Stund, fann han oksaa Hest’n, men daa va ’n saa turrø aa stvggø at ’n inkji kunna kjennø ’n at, aa daa vildø ’n baadø slaa aa bitø. Endøle fæk ’n daa fatt paa o; aa daa sa Hest’n: No ska du ta eit Svær aa høggø Huvuø taa me. Dæ ha ’kji denne vilja gjort, men Hest’n sa dæ: Gjera du ’kji dæ, saa slær e de ihæl. Dæmæsaa laut Gut’n, so no va Kunge, gjera da, aa trast vart dæ ein finø Riddar ell Prinds aa kallø, aa saa fyldist dei aat, aat Kungsgare, aa daa vart dæ Glee paa nyt. Denne Gut’n, so no haddø vorte Kunge, han førtældø daa si heilø Affærø ifraa fyst aa te sidst, aa denne Riddarn førtældø, at ’n va Systøsaan aat Kungen der i Engøland, aa at da Bærgatrøllø mæ try Huvu haddø kasta Hestøham paa ’n daa ’n va lit’n, før ’n inkji vildø bli hjaa o. No vart no før
