Vang i Valdris. Ein Man eite Thor Hamre mæ Fleire
begjynte te aa grava; aa daa dei haddø grave fælandø djuft,
fønno dei ei storø Hællo, (den sama Hælla ligge te Brun
over „Hamris Bækken“ den Dag i Dag.) No vørto dei
glae, kan du tru, aa meintø: herunde ligji no sikkert Pæingad’n;
men daa dei toko up Hælla, fønno dei nøk inkji
Pæing, men dei fønno eit stort Kjæmpesvær aa noko Staalpile,
men dæ va altsama saa rusta, at dæ va mæst førtært
taa Rust. Svære va i lange Ti paa Gare der; men sia
smidde dei dæ up, aa dæ sama gjorde dei ve Pilid’n; aa ei
store Øx, so oksaa fanst der, den æ mæ upsmidde. Unde
dei storø Hællun, e tala um, va dæ førskjælignø Rum, aa i
dei Rummo laago desse Tingid’n: Sværø i eit Rum, Øxe
i eit, aa Pilid’n i eit Rum. I are Rum, – der va so ei Ale
i kor Kant, – seie Eigar’n, so no æ paa Gare, Andris Hamre,
at’n ha førsøgt, aa der fanst inkji anna ell Øskø.[1] Han trudde
dæ, si dæ va ein Haug, so dei hadde fønnø Vaaben
i, at dæ oksaa ha fønist Bein utaa Følk, aa at engor Kjæmpa
ha vøre begravi der; men dæ fanst inkji.
Paa ein Gar, eite Leinø, paa Vænnis æ dæ ein fælande storø Haug, so dæ ha vøre Mange i Færø mæ aa ha vilja grave ut, men dei era ’kji komne te Endis, mæ Arbeie enno. – At dæ æ ein Kjæmpøhaug, dæ kunne me veta paa di, at dei ha alløreio fønne fleira
- ↑ Aske.
