givere har antaget, at retsvidenskaben blev overflødig, naar der udkom en ny fuldstændig lov om et emne (som om nogen lov i denne forstand kan være fuldstændig!); men man vil tillige have materialet til bedømmelsen af retsdogmatikens forhold til en retning i jurisprudentsen, der i den nyeste tid er fremtraadt med prætensioner paa at være den eneste retsforskning, som i sandhed fortjener navnet videnskabelig, den eneste retsvidenskab, der i henseende til sin metode og sine resultaters almengyldighed kan stilles ved siden af de andre videnskaber, særlig naturvidenskaberne Denne retning, der i kraft af disse paastande endog gjør krav paa helt at afløse retsdogmatiken, bliver det nødvendigt sluttelig at berøre med nogle ord for i lys af den foregaaende udvikling at bestemme dens rette grænser ligeoverfor den sidstnævnte videnskab[1].
Den her tilsigtede retning staar i nær sammenhæng med den positivistiske filosofis sociologi og kan betragtes som en aflægger eller udløber af denne. Man kan bedst betegne den som den sociale eller sociologiske retsteori. Den ser paa den ene side i retsdogmatiken en blot og bar reproduktion af det empiriske materiale som det positive retsstof frembyder, ligesom i retshistorien en blot empirisk konstateren af lokale og forbigaaende fænomener, og paa den anden side i den ældre retsfilosofi kun en abstrakt-dialektisk udvikling af aprioriske principer uden tilstrækkeligt empirisk grundlag. Den søger nu at forene dogmatik, historie og filosofi i en eneste videnskab, hvis opgave bestaar i at paavise de retslige fænomeners udviklingslove, betingelserne for deres opstaaen og virkninger[2], «en videnskab om de kræfter, der frembringer retten» (Stein). Den søger paa grundlag af et materiale, som den henter fra historien, psykologien og nationaløkonomien at opstille almengyldige love for retsorganismens forhold til det menneskelige sam-
