ningsmetoder og enhver opstikning af nye maal for videnskaben, der skal have nogen sand og varig betydning, maa hvile paa fuldt herredømme over videnskabens aktuelle kapital, ligesom omvendt ingen detaljundersøgelser vil kunne forbindes til et virkeligt sammenhængende grundlag for videre forskning, hvis de ikke er baarne af den vaagne sans for, at deres betydning netop ligger i at være grundlaget for videre fremskridt. Men den, der ser sin væsentligste opgave i at aabne nye syner, og som derfor nødvendigvis maa lægge hovedvægten paa en generalisation af de vundne forskningsresultater, vil have en naturlig tilbøielighed til kun at tillægge detaljforskningen betydning, forsaavidt den kan bruges i denne generalisations tjeneste, og at lægge mindre vægt paa de enkelte positive forskningsresultater, end paa den anviste metodes gyldighed. Den derimod, der ser sin opgave i en omhyggelig sammenstillen af vor positive viden, vil have en naturlig ængstelse for at betræde veie, hvor resultaterne nødvendigvis bliver mere usikre, for at opstille generalisationer, der endog blot har skinnet af at være vundne ved en overfladisk undervurderen af alle enkeltheder; han vil lettelig – for at bruge et udtryk af Grimm – savne det «mod til at begaa feilgreb», der er en nødvendig forudsætning ikke mindre for videnskabelige end for andre tindebestigninger.
De i overskriften nævnte navne, der begge vil have krav paa at mindes, saalænge der existerer en europæisk retsvidenskab, tilhører forskere, der hver for sig er repræsentanter for de oven skildrede retninger i den videnskabelige forskning. Begge er i disse dage med kort mellemrum kaldte bort, efterat det var bleven dem forundt gjennem et langt liv at ofre et anstrengt arbeide udelukkende i videnskabens tjeneste, og at efterlade sig værker, der vil staa som monumenta aere perenniora over retsforskningen i den sidste halvdel af det nittende aarhundrede.
Bernhard Windscheid (født 26 juni 1817, død 25 oktober 1892 som professor ved Leipzigs universitet) har nedlagt sin rige viden i sin «Lehrbuch des Pandectenrechts», et klassisk hovedværk, der i en plastisk helstøbt form giver en frem-
