betingelse, at man inddrager fremmede landes og ældre tiders retsforfatninger under sin undersøgelse, og at man beriger sin forskning med de paa grundlag af fremmed retsvidenskab vundne resultater. Netop fordi den metode, som her er skildret, er en induktiv metode, en opkonstrueren af begreberne paa et empirisk grundlag, er det nødvendigt at udstrække sin induktion saa vidt som muligt ved at se begreberne i lys af de forskjelligste ytringsformer. Saalænge man kun betragter den enkelte positive retsforfatning, er man altid udsat for ensidighed. Man har ikke den kontrol, som ligger i, at man prøver sine konstruktioner og slutninger paa andre retsformer. Og man henfalder altfor ofte til en vis traditionel vedhængen ved forestillinger, som oprindelig har dannet sig paa grundlag af en ufuldkommen induktion, men som efterhaanden paa grund af manglende prøve gaar over til at blive fornuftaxiomer[1].
Mange falske abstraktioner og mange vildfarelser ogsaa om den positive rets indhold skyldes den omstændighed at man ensidig har fæstet sit blik ved den enkelte retsforfatning og den enkelte periode.
Det er vistnok megen sandhed i, hvad navnlig Ihering i sine senere skrifter med stor styrke har hævdet, at ogsaa de juridiske grundbegreber er historiske begreber, og at de maa veksle med tider og forhold, netop fordi «de ikke er blotte logiske kategorier, men en koncentrationsform for materielle retssætninger»[2]. Men man maa dog vel vogte sig for den tro, at retsbegreberne skifter med enhver forandring af retsinstitutionerne.
Dette lader sig let illustrere ved hjælp af de exempler, Ihering selv paa det citerede sted anfører: «Er da,» spørger han, «den romerske obligations begreb endnu det samme som paa de klassiske juristers tid? Man tænke paa ihændehaverpapirerne, grundbyrderne, udlovelserne for at overbevise sig om det vældige omslag, som er foregaaet med dette begreb. Og
