et bestemt land gjældende ret, altid til en vis grad maa blive positiv, bunden af den positive rets anordninger. Men den retsforskning, der sætter sin opgave i at anskue retsinstituterne i deres begrebsmæssige og systematiske sammenhæng, vil dog af flere grunde med nødvendighed pege ud over de lokale grænser for den positive retsordens gyldighed, ja særlig i et lidet land egentlig kun blive mulig gjennem en saadan udvidelse af sin horizont og den derigjennem vundne berigelse af sine forestillinger[1].
For at forstaa betydningen heraf, behøver man for det første blot at betænke, at retsreglerne i mere fremskredne kultursamfund paa overmaade væsentlige omraader vil tendere mod en vis overensstemmelse[2]. Beslegtede livsforhold og beslegtede behov vil paa mange omraader af sig selv frembringe ensartede retsregler. Men i endnu høiere grad bliver dette tilfældet fra det øieblik, det gjensidige studium af hverandres retsforfatninger vinder udbredelse blandt folkene, og samtidig behovet for større ensartethed i disse stiger ved de stigende handelsforbindelser mellem landene. Og denne bevægelse, der gjør sig gjældende saavel paa den positive lovgivnings (man tænke navnlig paa vexel- og søfartslovgivningen) som paa sædvanerettens omraade (man tænke paa de mange for alle kommercielle kulturlande fælles handelsretslige sædvaneregler), maa nødvendigvis ogsaa knytte retsforskningen i de forskjellige lande sammen. Den, der videnskabelig skal behandle saadanne dele af retsstoffet, vil klarligvis ikke have det tilstrækkelige materiale for sin forskning med mindre han ikke blot har studeret retsreglernes praktiske og videnskabelige udformning i sit eget land, men ogsaa har udstrakt sin undersøgelse til fremmede lande.
Men selv hvor de positive retsregler er forskjellige, vil der dog altid være et vist grundfællesskab mellem de hovedsynspunkter, hvorunder de retslige fænomener lader sig sammenstille. Og til en uddybet indsigt i disse er det en ueftergivelig
