lignende fænomener gjentager sig paa alle omraader. Hvem kan forstaa nutidens hypothekbreve, naar han holder fast ved det romerske panteretsbegreb som en ret over en fremmed ting, og hvorledes lader overdragelse af ihændehaverpapirer sig bringe ind under det romerske cessionsbegreb?»
I virkeligheden kan jeg ikke i noget af disse tilfælde erkjende nogen omvæltning i selve begreberne. For at begynde med det sidste tilfælde, saa er selve det romerske cessionsbegreb ikke i mindste maade undergaaet nogen forandring ved udviklingen af den regel, der gjælder om overdragelse af ihændehaverpapirer (eller efter vor ret: af alle gjældsbreve); kun er anvendelsesfeltet for dette begreb bleven indskrænket. For det romerske cessionsbegreb var det væsentligt, at debitor mod cessionaren havde de samme indsigelser som mod cedenten. Dette begreb har efter den moderne ret ganske den samme berettigelse som i Rom. Naar man kan tage feil heraf, hidrører dette kun fra det vildledende skin, at man under den fælles benævnelse cession i nutiden henfører to i virkeligheden forskjellige begreber: det ene indeholdende en singularsukcession, det andet en exstinktiv erhvervelse af en selvstændig fordringsret. Det sidste er et begreb, der var ukjendt i den romerske ret, en nydannelse, som kræver sin selvstændige undersøgelse, ved hvilken selvfølgelig de romerske juristers undersøgelser vedrørende et helt andet begreb ikke kan være oplysende. Men inden dette sidste begrebs egen ramme har disse bevaret sin fulde betydning ogsaa for nutiden. – Noget anderledes stiller forholdet sig ved pant. Det er sandt, at Romerne som begrebsvæsentligt for pant tænkte sig, at det var en jus in re aliena. Men her turde netop være et forhold, der belyser rigtigheden af, hvad jeg før har sagt om en falsk generaliseren, foranlediget ved en utilstrækkelig induktion (se foregaaende side). Det hyppigste tilfælde er pant i fremmed ting. Romerne sluttede deraf oprindelig at det var det eneste mulige. Og det antike livs kreditformer skaffede dem ingen fuld anledning til at berigtige denne vildfarelse. Havde omsætningens behov foranlediget det, vilde de visselig i lige
