belige teoris ledebaand. Hvad den skal søge i denne teori, er imidlertid ikke de kasuistiske afgjørelser. Ti for den kasuistiske teori besidder jo netop den praktiske jurist, der staar ansigt til ansigt med det levende retsforho1d, langt flere betingelser end teoretikeren. Og bestod dennes opgave kun i en saadan kasuistik, vilde han netop ved sin opgaves løsning være praktikeren afgjort underlegen. Hvad han skal søge i teorien, er netop de almene begreber og retsgrundsætninger, der giver ham de ledende synspunkter ved de konkrete retsforholds bedømmelse. Men heller ikke disse skal han anvende kritikløst og schematisk. Han skal netop drage sig den skarpe belysning, hvori begrebsudviklingen ofte stilles ved at anvendes paa konkrete tilfælde, til nytte for en korrektur af en urigtig teori. Og han skal derhos erindre, at de almene retssætninger aldrig kan anvendes mekanisk, men at de altid – og særlig, hvor der er tale om forhold, der skal afgjøres efter parternes vilje – er betinget af en række konkrete forudsætninger (qvæstio facti), hvis udredning netop er den praktiske jurists kunst[1].
Jeg sagde foran, at de grundformer, hvortil man ved den konstruktive metode søger at føre retsstoffet tilbage, til en vis grad besidder universel gyldighed. Og denne side ved metoden, at den aabner vor erkjendelse for retsvidenskabens universalitet, og den derved betingede mulighed af et frugtbart samarbeide mellem de forskjellige landes retsforskning, er visse lig ikke mindst egnet til at paakalde vor opmærksomhed.
Det følger af hvad der i det foregaaende er udviklet, at enhver retsdogmatik, enhver videnskabelig behandling af den i
- ↑ Jfr. Goldschmidt l. c. p. 120 («So sagt, für alle Zeiten richtig, der grosze Celsus – (unter Zustimmung von Julian und Paulus) – in l. 91 § 3 D. 45–1: «esse hanc qvæstionem (ob mora vorliege bezw purgirt sei) de bono et æquo, in qvo genere plerumque sub auctoritate juris scientiæ (d. i. durch schematische Anwendung positiver Rechtssätze) perniciose (zum groszen Schaden des Rechtslebens, der Parteien) erratur – – –»).
