sin fremstilling, – selv Schweigaard kunde paa mange vigtige punkter dog ikke undgaa at falde tilbage paa visse hovedbegreber som den sidste afgjørelsesgrund eller ialfald at fremstille reglerne i lys af disse. Men netop dette, at begreberne ikke ex professo optages til undersøgelse men ligesom forudsættes som givne størrelser, bevirker, at de saaledes opbyggede slutninger bliver urigtige. Navnlig gjælder det om selve de processuelle hovedbegreber, at de ikke er klart og skarpt opfattede, noget, der dog ikke blot gjælder Schweigaards fremstilling, men overhovedet den processuelle teori for en menneskealder siden. Saaledes giver Schweigaard intetsteds en bestemmelse af, hvad en proces er, og er som følge deraf hverken naaet til nogen klar teori om, naar sag kan anlægges (actio nota) eller om virkningerne af sagsanlægget og af en sags paadømmelse (res judicata). Den saakaldte eventualmaxime bestemmes heller intetsteds; og følgen heraf er, at Schweigaard snart bringer den ind under synspunktet af egen tilstaaelse snart af en retsindrømmelse, hvilket igjen hænger sammen med en mangelfuld bestemmelse af begrebet egen tilstaaelse. I «Konkurs og skifte» forholder det sig dog tildels anderledes. Her er det netop ved en indgaaende begrebsanalyse, at det er lykkedes Schweigaard at opklare den forvirring, hvori vor teori og praxis havde gjort sig skyldig i hensende til det indbyrdes for hold mellem disse to instituter.
Altsaa, jeg mener, det er en fuldstændig selvskuffelse, naar man tror, at nogen jurisprudents kan undvære abstrakte retsbegreber. Men derfor kan heller ingen jurisprudents undvære en teori, der beskjæftiger sig med bestemmelsen af disse begreber og sætter sin opgave i at se retsstoffet i lys af dem. En saadan teoris betydning ligger i korthed udtrykt deri, at den viser os retsreglerne, ikke isolerede, men i deres systematiske sammenhæng, ikke som en broget mangfoldighed af uensartede, mere eller mindre vilkaarlige bud, men som anvendelser
