eller variationer af visse enkle grundformer, der til en vis grad besidder universel gyldighed. Og der gives os derved midlerne til baade fuldkomnere at beherske og sikrere at anvende dem[1].
En sand systematisk opbygning af stoffet maa i retsvidenskaben som i enhver anden videnskab bestaa i en sammenstillen af de efter indre slegtsmærker sammenhørende elementer og derved stadig stige fra det almindelige til det specielle (f. ex. retsstiftende kjendsgjerning – viljeserklæring – retshandel – kontrakt – kjøbekontrakt). «Den systematiske klassifikation,» siger Ihering[2], «indeholder i enhver videnskab ikke en blot og bar lokal distribution af massen, ikke en alene ved hensigtsmæssighedshensyn bestemt stedsanvisning for det enkelte for lettere at kunne gjenfinde det, men den indeholder en i yderste korthed udtrykt ontologi af den specielle videnskab, d. e. en i form af en tabel given oplysning om, hvad hver enkelt gjenstand, hvert enkelt begreb er, og hvorledes det hænger sammen med videnskabens totalorganisme, en begrebernes stamtavle.»
Hos os har man vistnok fra gammel tid talt om retssystem. Men dermed har man dog i virkeligheden kun ment en temmelig udvortes og vilkaarlig anordning af stoffet i visse traditionelle, fra den ældre romanistiske jurisprudents laante rubriker. En udformning at retsstoffet efter naturlige begrebsligheder og forskjelligheder har ialfald paa privatrettens omraade kun i meget ringe udstrækning været forsøgt. Hermed hænger det sammen, at man kun yderst ufuldkomment har formaaet at sigte stoffet i væsentligt og uvæsentligt og ofte finder en langt større omhu anvendt paa rent positive og vilkaarlige hensigtsmæssighedsanordninger end paa de fundamentale hovedsætninger. Og i den urigtige systematiske plads, som mange retsinstituter har været anviste, har ogsaa mange skjæbnesvangre praktiske vildfarelser sin rod. Jeg behøver her kun at minde
