singularsukcessionens begreb; den udtaler i virkeligheden kun, at ingen ved singularsukcession kan overføre til en anden en større ret, end man selv har. Dens gyldighed beror derfor paa, om singularsukcessionen er den eneste tænkelige overdragelsesform. En reel betydning faar sætningen altsaa først, hvis man derved vil udtrykke – hvad man da tillige maa bevise –, at den er den eneste regel for overdragelse, der stemmer med retfærdighed. Men beviset herfor kan ikke føres ved nogen begrebsdeduktion.
Har nu den positive lovgivning anordnet tilfælde, hvor en ret stiftes for erhververen, uagtet overdrageren ikke havde den, saa kan videnskaben aabenbart ikke opfatte dette, som om loven her havde opstillet en undtagelse fra begrebet singularsukcession. Enten maa man berigtige den tidligere opfatning af singularsukcessionen, saa at den ogsaa omfatter den nye erhvervsmaade, eller man maa af denne danne et eget begreb, idet isaafald altsaa det nye bliver en undtagelse fra den regel, at singularsukcession er den eneste overførelsesmaade. Hvilke af disse veie videnskaben skal vælge, afhænger naturligvis ikke af et vilkaarligt skjøn, men af, hvorvidt de momenter, som den nye erhvervsmaade har fælles med den gamle, i retslig henseende er det væsentlige, eller om det væsentlige i begge tilfælde netop er forskjelligt – hvilket sidste utvivlsomt her maa antages.
Den anden vildfarelse, for hvilken den konstruktive metode har været udsat, er den at ville tillægge de rent formale begrebsdeduktioner retsproducerende kraft[1]. Dette er i virkeligheden naturrettens vildfarelse i en ny udgave. Begreberne som saadanne besidder ligesaa lidt som de absolute fornuftskategorier eller de økonomiske og etiske principer nogen betydning som retskilde udenfor og over loven.
Den konstruktive metode har, saaledes som jeg i det følgende yderligere vil faa anledning til at belyse, sin store be-
- ↑ I denne vildfarelse gjorde Ihering sig skyldig opsatsen i Jahrb. f. Dogm. I p. 16 ff.
