Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/43

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

tydning ved at forhjælpe os til en uddybet indsigt i, hvad den positive ret indeholder, og til fuldkomnere at beherske retsstoffet, ligesom den ogsaa vil kunne give veiledning ved løsningen af den opgave at supplere lovgivningen paa omraader, hvor denne selv tier. Men det maa man aldrig tabe af syne, at man ikke om nogen eneste retssætning kan udtale, at den gjælder eller ikke gjælder, blot fordi den er begrebsmæssig eller begrebsstridig[1]. En retsregel tør aldrig opbygges udelukkende paa logiske grunder Det er vel muligt, at en lov saa positivt og bestemt har angivet grænserne for et vist begreb, at de enkelte konsekventser flyder deraf med bindende logisk nødvendighed. Men isaafald er dog ikke begrebsdeduktionen som saadan de specielle retssætningers kilde, men loven selv, hvis indhold denne deduktion kun har tjent til at forklare og udvikle.

Er begrebet derimod ikke givet umiddelbart ved loven selv, er det, som det fremgaar af det foregaaende, bygget enten paa en sammenstilling af retsordenens enkelte regler og deraf uddraget slutning til dens mening eller – forsaavidt der er tale om forhold, som ligger indenfor de private parters autonome bestemmelse – paa en fortolkning af disses antagne vilje (id quod actum est).

Ogsaa her er saaledes begrebskonstruktionen kun formidlende; den egentlige, om end tilsyneladende fjernere grund til de sætninger, man opstiller, er deres formodede overensstemmelse med lovens eller parternes vilje. Er derfor en saadan sætning aabenbart i strid med lovens eller parternes forudsætninger, saaledes som disse af andre anordninger fremgaar, saa er dette et bevis paa, at selve begrebskonstruktionen er urigtig. Begrebskonstruktionen kan vel lede til en berettiget kritik af loven, men aldrig til en tilsidesættelse af den. Og paa samme maade er det et symptom paa begrebsdannelsens uholdbarhed, naar den leder til resultater, som, om end ikke i strid med

  1. Allerede de romerske jurister advarede herimod i den bekjendte udtalelse: Non ex regula jus sumatur, sed ex jure, quod est, regula fiat.