ket vistnok ikke sjelden er tilfældet –, kan dette hensyn komme i betragtning.
Ofte vil nu den uoverensstemmelse, der paastaaes at være mellem en ny retsregel og de almindelige retsbegreber kun bero paa, at disse er dannede ved en ufuldstændig induktion, medens de ved en nærmere revision og berigtigelse viser sig at være meget vel forenelige med det nye[1]. Er dette derimod ikke tilfældet, saa maa retsvidenskaben udvide selve sine begrebskategorier og give det nye plads i en ny klasse Betydningen af hvad man har kaldt jus singulare er saaledes aldrig den, at det er en undtagelse fra de almindelige retsbegreber. Thi begreber taaler overhovedet ingen undtagelse[2]. At opstille undtagelser fra et begreb er ensbetydende med at erklære dette selv for feilagtigt bestemt.
Det her udviklede vil kunne belyses ved følgende exempel: Fra romerretten har den moderne retsvidenskab arvet begrebet singularsukcession i rettigheder, hvis væsen bestaar i, at man overdrager til andre den ret, man selv har, eller, som andre udtrykker det, at man ved en viljeserklæring frembringer for en anden en ret, der er fuldstændig identisk med den, man selv havde, og som samtidig opgives. Nu har imidlertid, som bekjendt, det moderne samfund i en række tilfælde følt behovet for at aabne adgang til retsstiftelser i kraft af overdragelseserklæringer fra personer, der ikke selv har den ret, de overdrager. Vilde man nu ligeoverfor spørgsmaalet om indførelsen af en saadan regel i en bestemt lovgivning gjøre gjældende at den er i strid med den sætning, at ingen kan overdrage en større ret, end man selv har (nemo plus juris in alium transferre potest, quam ipse habet), saa vilde denne indvending være af rent formel natur og aabenbart uden al vægt i reel henseende. Thi den citerede sætning er intet almengyldigt axiom, men en rent formel omskrivning af den gjældende opfatning af
