Da vort Selskab for faa Uger siden samledes i denne Sal for feire Mindet om en af den nyere Tids største Astronomer, berørte den Taler, der i en saa fængslende Skildring oprullede Billedet af Tycho Brahes Livsvandring, hvorledes denne først var bleven sat til de juridiske Studier, men hurtig forlod disse, fordi han, som Taleren halvt spøgefuldt antog, paa lignende Maade som vor Landsmand Chrf. Hansteen følte sig utilfredsstillet ved Studiet af „Love, der ikke gjaldt udenfor Landets Grænser“, og istedet foretrak at fordybe sig i de almengyldige Love, der behersker Firmamentet.
Det kan nu tilvisse ikke bestrides, at der har været Perioder i Retsstudiets Historie, da denne Forsknings eneste Opgave ansaaes at ligge i Fortolkningen af de til en given Tid gjældende Love, og da dens Betydning derfor blev ligesaa efemer som de Love, hvortil den knyttede sig. Men at Retsforskningens Opgave og de Problemer, den stiller, ikke kan være udtømt heri, vil man faa en Forestilling om allerede ved den Kjendsgjerning, at Retsvidenskaben for et af Verdens mærkeligste og mest begavede Folk, det romerske, var noget nær den eneste Videnskab, dets egentlige Filosofi (divinarum atque humanarum rerum notitia)[1], og at den til alle Tider og i alle Lande har formaaet at trække til sig aandelige Kræfter af den høieste Rang, i vort Land Mænd med saa eminente intellektuelle Evner og et saa universelt Aandspræg som Anton Martin Schweigaard og den Mand, ved hvis Baare vi nys har staaet
- ↑ Se Tidsskrift for Retsvidenskab for 1888, S. 1–2.
