Reisen derud glemmes aldrig. Vi vil tage med Stillehavsbanen fra Byen Omaha, som ligger omtrent 1800 eng. Mile fra New York. Lad os stige ombord paa det umaadelig Tog, som gaar vestover om Aftenen. Lokomotivet er kjæmpemcessigt, og det staar og stønner som en vælig Hingst urolig efter at faa sætte ivei henover Vestens endeløse Prærier. Vognene er elegante, og ønsker man at prøve alle en amerikansk Jernbanefarts Bekvemmeligheder, da kan man tage Billet til en saakaldt „Sleeeper“ — en Sovevogn, der er udstyrer med en mageløs Luksus, og ret vidner om, hvilket langt Forsprang Amerikanerne har taget for Europas Nationer. Men Lokomotivet begynder at bevæge sig, vi maa afsted. Med middels Fart ruller Toget hen over Nebraskas Prærier, hvor Øiet ikke møder andet end Himmel og de umaadelige Gressletter, — og snart er vi inde i den bekjendte Plattedal, saaledes kaldt efter Elven af samme Navn, som strømmer gjennem den. Gradvis stiger Lokomotivet opad, skjønt den reisende ikke mærker det, det bærer opad paa Høisletten hen mod Klippebjergenes Ryg, medens man i det fjerne øiner „Long Peaks“ evig snedækkede Toppe og Colorados maleriske Bjerge. Hvor er der ikke en overveldende Høihed og gribende Magt i Naturen! Se paa Oceanet, naar det brøler, syder og raser, naar de bjerghøie Bølger skummer afsted i frygtelig Fart som
