resterende 35 Minutter faar man afsone i Venteværelset.
— — Er det ikke mærkværdigt, at der skal være noget saa vakkert i Stavanger som disse Korvinduer i Domkirken? Og Spidsbuen over Indgangen? Jeg blir lykkelig, hver Gang jeg gaar forbi. Jeg har en Følelse omtrent som den, jeg havde der nedi Taormina eller Palermo, da jeg gik og bare fraadsede i fine Buer og Søjlegange, — Levninger og Reminiscenser fra mauriske og normanniske Tider; — forunderligt med det, som er rigtig vakkert. Man blir saa god og rolig af det; og andagtsfuld.
Der er Bredevandet, Byens blide, blanke Øie. Bredevandet med sine Omgivelser, de grønne Balker og Lunde, Villaerne med sine Haver, Kongsgaard og i Baggrunden Domkirken med de to Taarn — dette lille Parti hører i al Stilhed og Uskyldighed til det nydeligste, man kan se. En liden fin, blød Idyl — midt i det mørke Fastland. Kan de Alvorlige i Stavanger virkelig taale noget saa pent lige for Næsen af sig? Det er besynderligt.
Man kunde forresten ønske Bredevandet lidt større. Da vilde her bli som mere Luft og Lys; „Bredevandet“, som det nu er, er jo næsten bare en Dam; gir en Fornemmelse som af noget indestængt. Det var jo større en Gang; men saa blev det delvis tilkastet, sagtens mest for at skaffe Plads til denne kjedelige Jernbanestationen. Men lad os takke for, hvad vi har! Her om Dagen læste jeg i et Stavangerblad, at Byens Fædre skal pønse paa at
