Frejdighed kan trives der, og lystig Skjemt og flængende Spot, han har aldrig kjendt hverken Salomon Storbrekke eller Torkjell Tualand. Og en Kraft er der, en tung, uslidelig Kraft, som samlet og ledet vilde være tilstrækkelig til at „dyrke op Jæderen“ baade timeligt og aandeligt. For at faa Liv og Luft og Lys og Fart igjen over Forholdene derborte trænges der ikke mer end den ene Ting: at Stavanger faar igjen Silden.
Det vil sige, der trænges en blank, stærk Strøm af Velstand ind gjennem alle Forhold, saa at Livet kunde bli noget lettere og Tilværelsen noget mindre knugende ængstelig og trang.
Det er de stigende Næringssorger, den bestandigt nagende Frygt for at ligge økonomisk under, — det er den, som tærer Magt og Mod ud af Jæderbonden. Han føler sig som dragen ind i en Hvirvel, en Malstøom, der suger og suger og vil ha ham til bunds; han stræver imod af al sin Kraft, men der er ikke Bund under Foden; sligt kan enervere Isbjørne. Skaf ham Grund under Foden, rent økonomisk, — saa skulde vi nok se, der blev Kar af ham!
— Ja, hvorledes skal man bære sig ad med det?
Man kan jo ikke bevilge direkte til Jæderbonden. I det hele taget: alt, hvad Staten skal gjøre, bliver for dyrt; — og tilsidst hjælper det ikke heller. Hvad Staten giver med den ene Haand, er den jo bestandig nødt til at tage igjen med den anden — om den selv skal kunne bestaa. Disse økonomisle Spørsmaal
