Side:Fra det mørke Fastland.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Frejdighed kan trives der, og lyſtig Skjemt og flængende Spot, han har aldrig kjendt hverken Salomon Storbrekke eller Torkjell Tualand. Og en Kraft er der, en tung, uſlidelig Kraft, ſom ſamlet og ledet vilde være tilſtrækkelig til at „dyrke op Jæderen“ baade timeligt og aandeligt. For at faa Liv og Luft og Lys og Fart igjen over Forholdene derborte trænges der ikke mer end den ene Ting: at Stavanger faar igjen Silden.

Det vil ſige, der trænges en blank, ſtærk Strøm af Velſtand ind gjennem alle Forhold, ſaa at Livet kunde bli noget lettere og Tilværelſen noget mindre knugende ængſtelig og trang.

Det er de ſtigende Næringsſorger, den beſtandigt nagende Frygt for at ligge økonomiſk under, — det er den, ſom tærer Magt og Mod ud af Jæderbonden. Han føler ſig ſom dragen ind i en Hvirvel, en Malſtøom, der ſuger og ſuger og vil ha ham til bunds; han ſtræver imod af al ſin Kraft, men der er ikke Bund under Foden; ſligt kan enervere Isbjørne. Skaf ham Grund under Foden, rent økonomiſk, — ſaa ſkulde vi nok se, der blev Kar af ham!

— Ja, hvorledes ſkal man bære ſig ad med det?

Man kan jo ikke bevilge direkte til Jæderbonden. I det hele taget: alt, hvad Staten ſkal gjøre, bliver for dyrt; — og tilſidſt hjælper det ikke heller. Hvad Staten giver med den ene Haand, er den jo beſtandig nødt til at tage igjen med den anden — om den ſelv ſkal kunne beſtaa. Disſe økonomiſle Spørsmaal