Selv har jeg jo ogsaa set en og anden liden
Antydning i den Retning. Der er i Stavangerbladene
en fast Rubrik med Overskriften „Raahed“.
I denne Rubrik læser man stadig paany om de mest
mangfoldige Udbrud af utøjlet Raahed, fra sjofle
Overfald til indslagne Ruder. Men det, som kommer
i Avisen, er nu bare det mest opsigtvækkende.
Undertiden tiltrækker Stavanger sig hele Landets Opmærksomhed. For nogle Aar siden var det den stadige Sport der i Byen at slaa ind de malede Vinduer i Domkirkens Kor — bare for Moro. Men vi husker ogsaa den fortvilede Bestemmelse, Stavanger Politimester for en Tid tilbage tog, idet han kort og godt forbød kvindelige Væsener at vise sig paa Gaden efter Klokken 10 om Aftenen — uden Ledsagelse naturligvis. Raaheden holdt paa at gaa over Grænserne; Politiet kunde ikke længer holde saavidt Styr paa den, at Skinnet kunde reddes.
Om dette Politibud har hjulpet noget, ved jeg ikke; men det ved jeg, at det den Dag i Dag er bedst for Kvinder ikke at gaa ude alene i Stavangers Udkanter eller Omegn, efterat det er blevet mørkt. Jeg har engang været paa en Maade Vidne til et Overfald af den Art, og Mindet sidder i mig endnu som en Redsel og et Samvittighedsnag. Uheldigvis skjønte jeg dengang ikke Situationen — Fyren saa noksaa bra ud og var ikke fuld engang —, før det var forsent, det vil sige, før jeg langt bag mig gjennem Skumringens Stilhed hørte Kvindemenneskets himmelhøje Angstskrig. Det foregik paa aaben Lande-
