Boonekamp, alter Schwede — fuldendte et Stilleben, saa uappetitligt, som kun en moderne Maler kunde bave komponeret det.
Men alt dette gjorde ingenting — Skabet havde tiltalt mig. Det mindede mig om det gamle Skab, som stod i Bedstefars Spisestue, og hvortil der knyttede sig saa mange fornøielige Erindringer, lige fra de første Lakritsstvkker til den gamle Portvin, som kvægede Gamlingen, naar han før Middagen kom hjem fra Kontoret, og som senere Studenten fik godt af, naar han var hjemme i Ferien. Det var som en Hilsen fra Barnedagene, og jeg kunde ikke rive mig løs fra det. Jeg kom tilbage Gang efter Gang og drak det daarligste Øl og de fuseligste Likører, bare for at være i Nærheden af Skabet. Jeg gik formelig paa Frierfødder. Og det varede da heller ikke længe, saa var det mit.
Med meget Besvær blev det transporteret til nærmeste Jernbanestation og efter en grundig Rensning og Udbedring opstillet i vort Spiseværelse, hvor det siden altid har havt Plads og gjort Nytte som Opbevaringssted for alle mulige til det daglige Brød nødvendige Rekvisiter.
Men Det er blevet mig mere. Det er blevet et Lem at Familien, en gammel Slegtninq, som fortæller mig Historier fra min Barndom og aldrig bliver træt af at vise mig brogede Billeder, ligesom Moder gjorde, naar jeg havde været syg og ikke fik Lov til at komme ud og lege med de andre Gutter — Vaaraftnerne, naar Solen
