rødder i det gamle samfunds jordbund, og som derfor vantrives og gaar tilgrunde. Og kunde disse ulykkelige, allerede ved begyndelsen af sin livsbane, selv bringes til hel og klar forstaaelse af den skjæbne, som er æslet dem i det gamle samfund — de vilde gribes af hellig harme over denne ofring af slægtens dyreste blod, fremtidens udsæd, til den gamle tids Moloch. Og med den evne til begejstring, som alene ungdommen ejer, vilde de rejse sig, alle som én, til en planmæssig, sejg og udholdende kamp for at undergrave de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe — : kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb. Og i den kamp vilde de finde erstatning for det liv, der blir dem nægtet.
Men for at kunne bringe dem denne forstaaelse paa forhaand — saa maa der skrives en bohêmeliteratur. Og for at der skal bli skrevet en bohêmeliteratur, saa maa der gjøres en begyndelse. Og en saadan begyndelse er denne bog.
Lad saa penheden og bravheden skraale paa lavhed og slethed og uanstændighed og obscønitet, saameget de lyster; det rører mig ikke. Jeg har kun én sorg —: at jeg ikke kunstnerisk skal ha magtet min opgave saa pas, at denne bog virkelig blir en begyndelse.
