Side:Fortale til Kristianiabohêmen.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mørkere og mørkere for dem; haabløsheden stiger til fortvivlelse, og selvmordstanken lægger sig rugende over dem. Og konsekvent — tar de sig virkelig afdage; hvis ikke selvopholdelsesdriften i dem er stærk nok til at holde konsekvensen stangen. Er den det, saa redder de sig ind i en eller anden liden stilling, hvor de fortsætter med at holde livet oppe — indtil endelig naturen forbarmer sig over dem og lar dem dø døden, som de fornuftigvis skulde ha søgt af sig selv for længe siden. —

Som man ser: ogsaa en prægtig opgave for en deterministisk forfatter. Men ogsaa et uhyggeligt stof med „affinitet til det lave, det slette, det uanstendige, det obscøne“.

Men dette er dog de pene brave borgermænds eget kjære afkom, deres smertens børn. Det er deres egne, og det endda de bedste af deres egne, de mest udviklingsdygtige af dem, som paa den maade gaar tilgrunde. — Hvad om de brave borgermænd ved kunstneriske fremstillinger af disse existencers livsskjæbner, der falder som ofre for det sociale livs fattigdom, skulde kunde bringes til at se tværsigjennem „lavheden og sletheden og uanstændigheden og obscøniteten“ saa de et øjeblik kom til at stirre lige ind i den tragiske skjæbnes forstenende medusaøjne! — Hvem ved!?....

Dog, lige meget! — Èt er sikkert: bohêmen voxer; de blir stadig flere og flere disse hjemløse existencer som ikke formaar at skyde