Bidrag ikke forslaar til de allerførste Forarbeider ved en eneste tidsmæssig Søbefæstning, saa skal vi enten være befængt med disse halvferdige og unyttige Fæstninger, der trækker os ind i Krigen som krigførende Magt, eller vi skal nødes til at sende vore felles Millioner efter Rigmændenes Tusinderne og ødelægge os lidt efter lidt, forat være modne til den fuldstændige Tilintetgjørelse.
Storthinget er vort Haab, og Folkets sunde Sans vil støtte det; thi at Regjeringen, som den er, og Kongemagten vil sympatisere med Vaabenlarm og Stormagts-Drømme, det maa vi være forberedt paa. Men Storthinget maa — jo før jo heller afværge denne Fare, at det ikke bliver vitterligt og officielt, at nu ruster Norge sig for Alvor med Tanken paa en Stormagt. Storthinget vil indse, at dette i Evropas Øine ikke er bare en Latterlighed; men at det — sikrere end nogetsomhelst andet vil berøve os den Sympati, vor lille Nation nyder hos de Fremmede; — og denne Sympati er dog den, som med Tiden kommer til at indvirke paa Folkenes indbyrdes Forhold, naar de ikke længer ville finde sig i at styres mod hinanden af professionelle Krigsfolk.
