Landets Forsvar ophæves det siste Skin af Fornuft, den siste Mulighed for Organisation.
I denne Henseende som i mange andre er Hr. Bibliothekar Drolsum ikke blandt de Sagkyndige. Han vil bentfrem, at Norge skal rule the waves, og han siger det med Freidighed: »Er ikke Veien over Blaamyren os aaben, saa er vi strax paa Undergangens Rand«.
Han synes vel ikke at mene, at vi ved Krigsrustninger ville blive istand til at beskytte vore Skibe og vore Sømænd rundt i alle Klodens Have og Havne; men Veien maa staa aaben over »Blaamyren«. Denne Forestilling om Magten paa Havet er ligesaa landkrabbeagtig som selve det usaltede Ord Blaamyren. At Norge skulde have en Flaade i Søen, der skulde kunne holde Landets udstrakte Kyster aabne, fri for Blokade af en Stormagt, saaledes at vor Skibsfart skulde gaa sin Gang, fordi den var beskyttet af vor Krigsmagt, dette er en Tanke, som skiller Indehaveren fra ethvert Samkvem med Sagkyndigheden. Der er kun en eneste Ting, som kan beskytte vore Folk og vore Skibe hjemme som ude, og det er, at Norge ikke fører Krig. Saasnart Norge vil være Stormagt
