Side:Forsvarssagen.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kraft, ligesaa skadeligt er det at overdrive sig selv og sine Evner imod det umulige.

Men nu er vort Land i den heldige Stilling, at det har nogen at maale sig med. I Sverige har vi netop saadan en Jævnaldrende, der — ialfald tilsyneladende — er noget stærkere; og om vi end langtfra er ræd Svensken — hverken nu eller før, hverken paa Land eller paa Sø, saa lad det alligevel være Maalet for vor Ærgjerrighed paa Krigsveien at være i en saa komplet Forsvarsstand, at vi paa ethvert Punkt og til enhver Tid er istand til at hævde denne Jævnbyrdighed, vi kjægler om, om vi engang for Alvor skulde ryge i Totterne paa hinanden. Dette er Forsvarssagen, som kan og bør samle os alle, saaat vi altid, og helst naar det kniber, kan være overbevist om, at vore Geværer ikke ere »afskruede« og at »de uskyldige Kanoner« vender Mundingen den rette Vei.

Men man kan se med et halvt Øie paa Forsvarssagen saaledes som den presenterer sig, at dette er slet ikke Meningen. Med Fienden maa man aldeles ikke tænke paa »Broderfolket« — nej! Rusland! — Rusland er det, vi skal op og maale os med.