Forsigtigheden synes ikke at kunne gaae videre; i ethvert Tilfælde, hvor det var tænkeligt, at menneskelig Svaghed kunde have Indflydelse paa Dommerens Mening, befales han at vige sit Sæde.
Støttet til disse bestemte Lovbud og almindelige Retsgrundsætninger er det, at jeg herved exciperer mod de Medlemmer af nærværende Rigsret, der vare Medlemmer af sidst afholdte Storthings Lagthing, dem jeg alle anseer for incompetente og inhabile til at deeltage i denne Sags Behandling og Paadømmelse. Mine Grunde herfor ere:
1) fordi de havde ophørt at være Lagthingsmedlemmer, da Rigsretten første Gang traadte sammen, og altsaa manglede juridisk Hjemmel til at tage Sæde i denne høie Ret.
2) fordi de alle have gereret sig som Parter i Sagen; og
3) fordi de ikke kunne paakjende denne, uden baade direkte og indirekte at paakjende deres egne Handlinger. Den første af disse Indsigelser støtter jeg til Grundlovens 86de § og Rigsretsreglementets 1ste §, i hvis Følge Lagthingets Medlemmer og Høiesteret udgjøre Rigsretten. Det er ikke nok at man har været Medlem af Lagthinget, man skal virkelig være det paa den Tid, Rigsretten organiseres og sættes i Virksomhed; ellers er man ikke mere berettiget end enhver anden til at beklæde dette Dommersæde. Ordene ere tydelige og tillade ingen kunstig Fortolkning; men hverken den 23de August, da Sagen skal incamineres, eller den 11te Juli da Rigsretten første Gang traadte sammen, gaves der nogen lovlig Corporation, som kunde tillægges Prædikatet Lagthing; Storthinget var allerede hævet den 8de Juli, og da Lagthinget er en Underafdeling af dette, var ogsaa det paa samme Tid opløst. — Man vil maaskee indvende, at Lagthinget dog existerede som saadant paa den Tid, Aktionsdekretet blev udfærdiget, og at man ikke kan fordre mere, foruden at jeg imidlertid senere skal vise, at Odelsthinget selv har manglet al Competence til
