Flugt, som et Folk aldrig kan savne naar det vil fortjene Agtelse og Ære, gives der kun faa Spor af, og dog søger man at indbilde sig selv og andre at der hersker sand Frihed og Lighed inden Landets Grændser! Nei, høistærværdige Herrer, dette er kun tomme Ord! Beviset herfor ligger i vort hele offentlige Liv, i denne Rigsretssag og i Maaden, paa hvilken den fik sin Tilværelse.
Efter § 6 i Reglementet af 18 Sept. 1815 skulle alle Rigsrettens Forhandlinger føres i en særskilt for hver Sag indrettet Protokol, der authoriseres af Storthingets Præsident. Det almindelige Rygte siger, at man denne Gang ikke gav sig Tid til at iagttage disse lovbestemte For.mer, og at man i sin blinde Iver glemte at forskaffe sig den fornødne authoriserede Protokol, men at man dog vidste at bøde herpaa ved at lade det opløste Storthings sidste Præsident udøve sin Myndighed paa en Tid hvor hans offentlige Stilling indskrænkede sig til at være Rigsrets-Aktor. Man er saa meget mere berettiget til at ansee dette for stemmende med Sandhed, som det er yttret offentligen paa Prent uden at det har mødt nogen Modsigelse, og jeg antager det følgelig som faktisk rigtigt indtil Aktor oplyser naar det var at han i Egenskab af Storthingspræsident udøvede denne Funktion. Jeg erkjender saaledes for Tiden ingenlunde at der existerer nogen lovlig Protokol, i hvilken nærværende Sags Forhandlinger kunne nedtegnes, uden at det dog er min Hensigt at nedlægge nogensomhelst Protest af denne Grund. Tvertimod, Statsminister Løvenskjold samtykker for sit Vedkommende i at Protokollen afbenyttes som den er, og erklærer at det er ham for hans egen Person ligegyldigt hvad enten den er authoriseret eller ikke, da han vel veed at han intet risqverer ved at have Tillid til de Mænd, under hvis Opsigt og af hvem Protokollen føres. Men han troer at Sammenhængen bør komme til Publikums Kundskab, for at dette kunde lære at indsee at Nationens Repræsentanter virkelig ere istand til at synde imod Formerne. Jeg holder
