at de forrige Lagthingsmedlemmer, endog mod deres eget Vidende, ville føle sig opfordrede til at følge den samme Fane, de nyligen vare samlede under paa Repræsentationens Mark. Hvad der især gjør mig bekymret er den Kjendsgjerning at der i Egenskab af Præsident tildeels ledede det Angreb, Thinget den 7de og 8de Juli gjorde paa den exekutive Magt, og at han som Medlem af Odelsthinget gav Stødet til den ulykkelige Beslutning, paa Grund af hvilken denne ophøiede Ret er nedsat. En elsket Anfører forlader man ikke gjerne; mangehaande i sig selv agtværdige Følelser binde hans Mænd til ham, og har man først under hans Anførsel udfordret Fienden til Slag, da maatte det jo næsten være Feighed og Troløshed at lade ham staae ene i Farens Stund. Det vilde derfor aldeles ikke forundre mig om Rigsrettens store Pluralitet kom til at glemme at den havde skiftet Rolle og at den nu optræder som Voldgiftsmænd mellem de kjæmpende Parter; thi man kan vel i ærlig Hensigt nedlægge sine Vaaben, men ikke med samme Lethed afføre sig det Sindelag, med hvilket man havde grebet dem. Og hvad har nu den Anklagede at stille imod denne fiendtlige Masse? hvilke Stridskræfter staae der vel til hans Disposition, som kunde danne en nogenlunde passende Modvægt og gjøre Partiet forsaavidt lige?. Desværre, kun et ringe Navn, en Person, der vel ikke betragtes for noget bedre end en politisk Kjætteri Men dette stemmer ikke med Ridderskabets Love, efter hvilke der dog blot burde kjæmpes paa dette Sted. Man bryster sig af sine kraftige Forfædre og beklager at disses mandige Færd er bleven os fremmed; man vilde gjerne indføre den drabelige Næveret igjen, i hvilken det lader til man sætter Landets gram og da man ikke kan det, da man, skjøndt ugjerne, nødes til at beholde Civilisationens.Former, vægrer man sig ved at adoptere det Eeneste, vi burde have arvet fra Oldtidens Bersærker, deres ridderlige Aand og Foragt for ulige Vaaben. Den Høimodighed, den Elevation og ædle
