opfyldte Hans Majestæts Befaling; men det vilde dog neppe være stemmende med Retfærdighed hvis man fulgte modsatte Principer med Hensyn til 2 forskjellige Embedsmænd, der befinde sig i eet og samme Tilfælde, al den Stund det ikke bør præsumeres at det er Statsministeren personlig man agtede at ramme. Man har saaledes upaatvivleligen forhastet sig og grebet ind i det kommende Odelsthings Rettigheder, en Feil, som ikke kan gaae upaaanket hen, hvor tilbøielig Mængden end synes at være til at see igjennem Fingre med de Overilelser, Repræsentationen gjør sig skyldig i, paa samme Tid som Kongens Raad uden Barmhjertighed fordømmes hver Gang det ikke har været saa heldigt at træffe dens Mening.
4) Odelsthinget har formeentligen ingen Ret til at befatte sig med Kongelige Resolutioner, der endnu ikke ere satte i Udøvelse. Den Omstændighed at en saadan Beslutning er fattet og staaer i Statsraadets Protokol, er ei Hjemmel nok for denne Virksomhed. Enhver indseer det Skadelige, Forfatningsstridige og mod Kongens Prærogativer Fornærmelige i at denne controllerende Myndighed saaledes i Utide gjør sig gjældende. For det første synes Hensigten dermed blot at være at lægge alle muelige Hindringer i Veien for Beslutningens Fuldbyrdelse, noget man ingenlunde kan forsvare, da Hans Majestæts constitutionelle Ret i enhver Henseende bør være omgjærdet med den samme juridiske Hellighed, Storthinget ikke mangler at tillægge sin egen. Det maa dernæst være klart for Enhver, at den Sag, man vil anke over, bør være afgjort inden man griber den med Controllens Staalhandske. Den Kongelige Resolution i og for sig er ikke Gjenstand for Thingets Revision; først naar den er realiseret, naar den har knyttet sig til en virkelig Begivenhed i den ydre Verden, falder den ind under Repræsentationens Myndighed; i Forveien er den blot Præmisser uden Conclusion og kan ikke lægges til Grund for nogensomhelst retsgyldig Forføining
