at Nordmænd satte sæla for selja eller endog lode begge Navne bruges om samme Sted saaledes, som man oftere finder, at det er gaaet med Stedsnavne, idet samme Sted har havt to forskjellige Navne af samme Betydning. At Ønavnet selja har en Betydning saa forskjellig fra hvad der betegnes ved Ordet sæla, at disse to Ord med Hensyn til Betydningen intet have tilfælles med hverandre, anser jeg dernæst for lige saa usikkert, som jeg holder det for sikkert, at det ikke er dannet af Ordet sel i Betydning af Sommerhus eller Sæterhytte. Deraf, at Fastlandets eller de større Øers Beboere havde Fæ gaaende paa øerne Selja og Kinn følger nemlig ingenlunde, at de der ogsaa havde sel. Hele Fortællingen om Seljumændenes Landing og Ophold paa Øerne, baade Flatöbogens (I, 243) og Odd Munks Saga om Olaf Tryggvason (S. 26), saavelsom i Acta sanctorum in Selio, se Monumenta historica Norvegiæ S. 1494 fg., tyder tvertimod hen paa, at det nævnte Fæ var geldfé, som der gik ude Aaret rundt uden at være undergivet stadigt Tilsyn, idet Øerne kun besøgtes enkelte Gange af Fæets Eiere, aldeles saaledes som flere Øer paa Norges Vestkyst have været benyttede af Fastlandets Beboere indtil den sidste Tid, men aldrig uden Fare for, at Uvedkommende kunde tilegne sig noget af denne deres Eiendom. Kun naar Øerne paa saadan Maade anvendtes til Fægang, kan man tænke sig det muligt, at Seljumændene der allerede havde opholdt sig i lang Tid, inden Eierne bleve opmærksomme derpaa.
Hvad der særdeles hos mig har vakt en Formodning om, at vi i selja virkelig kunde have, saaledes som antydet, et Ord, der var enstydigt med sæla, er den Omstændighed, at vi have i vort gamle Sprog et reflexivt Verbum seljast, der saavel i Form som i Betydning staar i samme Forhold til selja, opfattet som betydende Lykke, som sælast til sæla. Naar der Heilag. I, 68213 læses disse Ord: angrar hann stórliga mjök, at fullríkir skulu sælast á fátøkum, da kan nemlig dette ikke betyde andet, end at han føler stor Fortrydelse derover, at Mennesker, som allerede ere rige nok, skulle vinde sælu eller forbedre sin Stilling paa de fattiges Bekostning; og naar der Homil. 117 siges: hvers manns andi skal á
