sæll ligesaameget, ja vel endog oftere om den timelige Lykke end den evige Salighed (eilif sæla); skjønt vistnok baade sæll og sælleikr, som en Oversættelse af det latinske beatus, beatitudo, ikke sjelden findes brugt om Helgener og deres Salighed. Ogsaa i Fortællingen om Olaf den helliges Landing kan jeg ikke se andet, end at sæla maa forstaaes om timelig Lykke. Olaf kom nu til Norge for der at søge sin Lykke, og at han der skulde finde den, at han havde og vilde beholde Lykken med sig, derpaa saa han et Varsel (vitneskja) i den Øes Navn, ved hvilken han først fik Land. Med denne Tanke brugte han det tvetydige Udtryk, som ligger i hans Ord, naar han kvað þá komna í sælu. Det Varsel, han saaledes tog, var af samme Beskaffenhed, som naar han, efter at han var gleden i Leren og kommen til at falde paa Knæ med den ene Fod, og saa hans Fosterfader Rane med Ihukommelsen af det gamle Ord fall er farar heill sagde til ham: festir þú nú føtr í Noregi, da svarede denne: ef guð vil at gerist gagn.
En anden Sag er det derimod, at andre senere hen kunde opfatte Øens Navn sæla som et Varsel om Olafs tilkommende Hellighed saaledes som Theodorus monachus, naar han siger: applicuit primo quodam divino præsagio ad insulam quandam, quæ materna lingua nostra dicitur Sæla, latine vero interpretatur felicitas, nimirum portendens futuram viri beatitudinem et quia spem felicitatis æternæ toti patriæ auspicio sui adventus ínvexerit.
Heller ikke kan jeg være enig med Prof. Daae i at anse det for en sikker Sag, at det skulde grunde sig paa en Misforstaaelse af den i Ordet selja liggende Betydning, naar det er opfattet som et Ord af samme Betydning som sæla; eller i at man, fordi selja og sæla umiddelbart for Normændenes Opfatning maatte stille sig som dannede af 2 forskjellige Ordstammer, skulde ledes til den Formodning, at saadan Mistydning skyldes Udlændinge, Friser eller Nordtydskere. Jeg skal hertil bemærke, at om end selja og sæla tilhøre forskjellige Ordstammer, saa kunde de dog være Ord, der med Hensyn til Betydningen faldt nær sammen, og dette i Forening med Lighed i ordlyden kunde da let føre dertil,
