andet gammelfransk Digt tilhørende Ord: Di as enfans dant Gileur – Ke tu fais l’aiguille enfiler – Dont tu lor dois coudre les mances. Samme Skik skyldes vel ogsaa Udtrykket virnêtin ermil i Denkmäler altniederländischer Sprache und Literatur, nach ungedruckten Quellen herausgegeben von Dr. Edv. von Kausler (Leipz 1866); se Gött. gel. Anz. 1866 II, 1034.
At hvad Konrad Weinsberg fortæller om sig selv, og hvad der efter de anførte Vidnesbyrd har været almindeligt i Middelalderen, indtil den sidste Tid ogsaa har været en temmelig almindelig Skik i mange af Norges Landsbygder, kan sees af de Oplysninger, som E. Sundt derom har givet i sin Bog om Renlighedsstellet i Norge S. 294 fg. Selv har jeg paa Landet i Nærheden af Bergen seet Mænd, der vare stegne nøgne op af Sengen, komme ud om Morgenen for i samme Tilstand at lade sit Vand ved Husveggen; og i Telemarken skal der endnu være dem, som kunne mindes den Tid, da ikke alene Folk laa nøgne om Natten, men ogsaa om Morgenen fik Haandlindingerne paa det Klædningsstykke, de havde trukket ned over Hovedet, sammenfestede med Naal og Traad. Ved dette Klædningsstykke maa man nu ikke nødvendigvis tænke paa en Linnedskjorte. Thi som Brugen deraf neppe har været almindelig og som skyrta og kyrtill (lat. tunica) vare Klædningsstykker af samme Form, ikke mindre end af samme oprindelige Betydning (da skyrta svarer til eng. short som kyrtill til t. kurz),[1] krævede begge en Sammenfesting af Haandlindingerne, medens Sammenfestingen paa Brystet skede ved en sylgja.
At det gjerne eller almindeligvis var Kvinder, hvem den Forretning tildeltes at sammenfeste Haandlindingerne paa Mændenes Underklædning, var jo temmelig naturligt, da de ikke alene vare mest øvede i Brugen af Naal og Traad, men vel ogsaa stadigen havde dem ved Haanden, sandsynligvis festede ved Bæltet, ligesom endnu er Tilfælde med Lappernes Kvinder. Et Exempel herpaa har man i Fortællingen om, hvorledes Vigdis, da Vigaglum havde
- ↑ ags. sceort, scort; gsax. kurt; ght. kurt, kurz, skurt, skurz; se Grimm DWb. V, 2823 a.
