gen med Naal og Traad at feste Haandlindingerne sammen paa hans Disciples Skjorter, en saadan Morgen, da man havde forsovet sig og Gjerningen derfor maatte udføres i største Skynding, kom af Vanvare til at lade Naalen med Traaden gaa igjennem selve Huden, men den unge Wiesel ikke turde lade sig mærke med, hvor ondt det gjorde ham. Her indskrænkede denne Gjernings Udførelse sig til Søndags Morgen (hvis man ellers i dette Stykke kan forlade sig paa Fortællerens Hukommelse), fordi man beholdt Skjorten paa om Natten. Men at man endnu ved Slutningen af det 16de Aarhundrede i Tydskland pleiede at ligge nøgen om Natten, og at dette endog var Tilfælde med Folk af høiere Stand og bedre Vilkaar, kan erfares af hvad den Cölnske Borger Hermann Weinsberg fortæller om sig selv i sine Optegnelser (se Zeitschrift für deutsche Kulturgeschichte, neue Folge, 1, 619. 625). Her siger han nemlig: „Darnach gehe ich auch zu Bette und ist mein Gebrauch nicht, dass mein Junge oder Jemand anders die Hose auszieht, ich schlafe niemals im Hemde und mit brennendem Licht. – Anno 1587 den 13. Januar habe ich bisher in die fünfte Woche im Hemd geschlafen, und werde es auch fortan diesen kalten Winter hindurch dieses gegen meinen alten Branch thun. An 30 oder 40 Jahre habe ich dasselbe allzeit des Abends ausgezogen, wie kalt es auch gewesen, es sei denn dass ich auf Reisen in fremden Betten habe schlafen müssen“.
Hermed stemmer overens hvad der bemærkes i Novelle antiche udg. i Livorno 1871 af D’Ancona, hvor man under No. 18 (ifølge F. Liebrechts Meddelelse i Göttinger g. Anzeiger 1872 1, 674) kan læse følgende: „Chom’ era l’usanza antica neuno portava bottone a’ suoi panni per affibiarsi da mano o da petto a’ suoi panni, se non che ciascuno, o si faceva affibiare, o facealsi egli stesso la mtattina, quando si levava, cho’ l’agho o chol refe; e’ gentili e’ grandi stgnori cho la seta“. Den samme Skik omtales ogsaa i Chrestiens Chevalier au Lion v. 511 fg., hvor det heder: Chemise ridee li tret. – Fors de son cofre et braies blanches. – Et fil et agaille a ses manches. – St li vest et ses braz li cost; hvormed Holland i sin Udgave af samme Digt jevnfører følgende et
