Forhold; kun vil jeg her udtale som min Mening, at jeg neppe tror, at Slanges Fremstilling, hvor den afviger fra nu bekjendte Kilder, i nogen Maade bør følges. Det Brev fra Hans Pederssøn (Basse) til Kongen, som Slange gjengiver, synes mig om ikke helt uegte, dog mildest talt mistænkeligt, og ialfald er det tydeligt, at dets Datum (1596) er urigtigt; Lov-Revisionen var neppe begyndt eller Tanken derpaa neppe fremstaaet før 1601 eller 1602. Mærkeligt er dog, at ogsaa Hans Pederssøn henfører oversættelserne til Tiden 1523–37; ligeledes, at han taler om to søndenfjeldske Oversættelser, som „blive brugte og efterfulgte i Flæng“, hvilket ved Tiden om 1600 vilde passe til den ældste Oversættelse og Fredrik II’s Lov; men naar det siges, at „en Del af oversættelserne ere gjorte nordenfjelds af den da værende Erkebiskop i Throndhjem“ (ɔ: Olaf Engelbretssøn), da er dette aabenbart feilagtigt, thi netop Frostathingsloven er den sidst oversatte af alle Landslove, sml. nedenfor S. 49).
findes i følgende Exemplarer-:
Chr. Univ. Bibl. 4 fol., skrevet i Bergen 1581.
Kbh. kgl. Bibl ny Saml. 1644 qv., skrevet 1589 af Morten Nilssøn Skriver (siden Lagmand i Stavanger 1591–1601), indrettet for N: Ting.
– gl. Saml. 1156 fol. (lidt forandret i Ordelag), skrevet c. 1587–88, indbundet 1538 af I. A. ɔ: Jon Anderssøn til Kroken (Søn af Anders Skriver). [Eier i 1589: hans Morbroder Hans Teiste, Lagmand i Stavanger 1585–91].
| A. M. 64 qv., | skrevne i Bergen c. 1590 af Sander Mænn (ovenfor S. 24). |
| A. M. 316 fol., |
Deichmann 13 fol., skrevet i Bergen 1596 af Sander Mænn.
At Originalen for denne Oversættelse er A. M. 56 qv. (ovenfor S. 2), sees ikke blot af den ordrette Overensstemmelse, men og-
lov (Aubert, de norske Retskilder S. 128–129), har man ikke benyttet nogen af de omtalte Oversættelser, der i Regelen har samme Feil som Christian IV.s Lov.
